Malaria

Malaria

Malaria er en febersygdom med influenzalignende symptomer. Sygdommen skyldes en lille parasit, der lever i blodet, og som overføres af myg, når de stikker.

Der findes flere forskellige typer af malaria, men alle slags parasitter overføres via myg. Den farligste parasit hedder plasmodium falciparum, og den er skyld i langt de fleste dødsfald, der sker grundet malaria.

Sygdommen er udbredt i både Afrika, Sydamerika og også Asien. Specielt i Afrika er sygdommen udbredt. Faktisk er halvdelen af jordens befolkning i risiko for at få malaria. Sygdommen er livstruende, især når den rammer børn under fem år. Der skønnes, at der hvert år er over 200 millioner tilfælde af malaria i verden, og at omkring 660.000 mennesker dør af sygdommen. De seneste år har den forebyggende indsats over for sygdommen båret frugt, og antallet af dødsfald er faldet.

For at undgå at blive smittet, skal man naturligvis forsøge at undgå at blive stykket af myg. Generelt stikker myggene mere om aftenen og om natten. Derfor er det en god ide at sove under et myggenet og med aircondition i rummet. Desuden er beskyttelsestøj og diverse myggebalsam en rigtig god ide. Er man i områder med høj smitterisiko, skal man tage medicin for at forebygge malaria. Denne medicin skal man fortsætte at tage også efter man kommer hjem. Desværre har den farligste malaria-parasit i store dele af verden udviklet resistens over for de mest almindelige malariamidler.

Der kan normalt gå mindst en uge fra man bliver smittet, til man bliver syg. Men der kan gå meget længere tid, faktisk op til et par år. I starten får man feber og kulderystelser, bliver meget utilpas med hovedpine og muskelsmerter. Senere kommer diarré, kvalme og opkastninger. Bliver man ikke behandlet kan sygdommen medføre lavt blodtryk, chok, forgiftning på grund af nyresvigt, blodmangel og eventuelt blødninger i hud og slimhinder. Parasitten kan også ramme hjernen og resten af centralnervesystemet. Dermed bliver det meget alvorligt. For sker dette opstår der ændringer i bevidsthed som eksempelvis sløvhed, kramper, lammelser og dyb bevidstløshed, som er en tilstand, patienten hurtigt vil dø af. Det er livsvigtigt med hurtig behandling, hvis man bliver syg med malaria. Ofte får man medicin i tabletform, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at få medicinen direkte ind i blodbanen. Det kræver indlæggelse, når man skal behandles for malaria. Og naturligvis er det ekstremt vigtigt at tage kontakt til det forsikringsselskab, hvor du har din rejseforsikring.